Salmonella

I den danske ægproduktion er der nul-tolerance overfor salmonella.

I 1996 blev en salmonellahandlingsplan indført efter aftale mellem ægbranchen og Fødevarestyrelsen. Planen indebar, at hver besætning skulle tjekkes hver 9. uge, og siden faldt antallet af salmonellaforekomster i æg så meget, at der nu næsten ikke er salmonella i danske æg.

Pr. 1 oktober 2013 blev et nyt og endnu skrappere salmonellaprøveprogram indført. Programmet medfører, at danske besætninger fremover skal testes hver 2. uge. Det betyder, at danske æg nu bliver testet efter Europas skrappeste salmonellakontrol.

I dag er danske æg derfor stort set fri for salmonella - forekomsten af salmonella er nede på 0,05 procent på æggeskallen og helt nede på 0,02 procent i selve ægget.

Den 1. juli 2012 fik Danmark særstatus for salmonella i æg til konsum (konsumæg er de æg der kan købes i detailhandel). Det betyder, at Danmark siden da har kunnet stille skrappere krav til forekomsten af salmonella i udenlandske æg og nu har mulighed for at afvise udenlandske konsumæg med salmonella. Danmarks særstatus i EU giver en ekstra sikkerhed for forbrugerne, om at danske æg er sikre at spise.

GAB1009_danish_0214.jpg

EU godkender: Danske æg er i særklasse

PRESSEMEDDELELSE 19. april 2012

EU vurderer, at danske ægproducenter har vist vejen ved bekæmpelse af salmonella. Derfor opnår de særstatus. Det betyder, at importerede æg fremover skal leve op til de samme skrappe salmonellaregler som danske æg. 

Danske æg har i årevis været næsten fri for salmonella takket være en årelang bekæmpelse af salmonella hos danske ægproducenter. Det har EU nu anerkendt, da man har godkendt Danmarks ansøgning om særstatus på æg. Dermed kan de danske myndigheder fremover stille krav om, at importerede æg - i lighed med de danske - skal være fri for salmonella.

Læs hele pressemeddelesen fra Landbrug & Fødevarer her